Halsbåndmus.

 

 

Halsbåndmusen er en gnaver - præcis som den grå husmus og rotten. Halsbåndmusen adskiller sig dog fra husmusen og rotten ved ikke at søge ind i huse og ved ikke at anrette skade, hvis den har de rette livsbetingelser, hvor den lever. Desuden føder halsbåndmusen ikke mere end 3-4 unger pr. kuld.

En grå husmus kan være irriterende at dele bolig med, men en halsbåndmus er som nævnt ikke så tilbøjelig til at søge ind i huse, så den kan godt "holdes som husdyr". Halsbåndmusen kendes fra husmusen ved at være lidt større end husmusen, ved at have brunlig pels, store øjne og især ved at have det karakteristiske "halsbånd". Musen kan ved første øjekast forveksles med en lille rotte på grund af sin brune pels, men halsbåndet giver sikkerhed for, at der er tale om en halsbåndmus.

I sensommeren 2006 var vi så heldige at have en halsbåndmus lige uden for vores dør. Musen havde fundet ud af, at det kunne betale sig at bygge hule tæt på vores foderbræt, og med kendskab til halsbåndmusens vaner, fik hun selvfølgelig lov til at blive boende i sin hule. Her byggede hun rede i en forsænket udluftningskanal - lige op ad muren til vores hus. Under udhænget på vores hus var der optimal beskyttelse mod rovfugle, katte og andre fjender. Hun blev efterfølgende fodret, og på grund af hendes enorme appetit og lyst til at samle forråd, blev hun døbt "Proppe". Vi fik senere en forklaring på musens glubende appetit. Proppe havde nemlig en god grund til at samle forråd.

I foråret 2007 kom der pludselig nye, små mus op ad hullet ved vores væg. Og da vi gennem vinteren havde fået et ret nært forhold til vores lille gnaver, skulle ungerne jo også have et navn, og Proppes afkom blev omgående døbt "proplinger", da de med garanti ville proppe sig præcis, som deres mor havde gjort. Halsbåndmus har en levetid

på blot 2 - 3 år, så de har travlt med at føre arten videre. Halsbåndmusens liv er et eksempel på, hvor enkel og ligetil naturen er.

 

I dag - 2011 - er Proppe forlængst død. Men hendes afkom lever, og de samler forråd i vores gårdhave til deres efterkommere. OG VI HAR ENDNU IKKE HAFT MUS I HUSET! Hvis ikke man er bange for mus, er halsbåndmusen en sød, lille fætter, som sagtens kan leve side om side med mennesker...... Der er kun gode og sjove oplevelser at hente.

Klik på billederne for at se video af Proppe og hendes unger. Bemærk, at alle film er taget med håndholdt kamera, og at alle optagelser er taget gennem husets ruder. Optagelserne kan derfor have en kvalitet, som minder om dogmefilm.